Nordnorske Forsvarsbygg

Grøn, driftssikker varme til det norske forsvar

Gennem de seneste fire år har Linka leveret fem biomasseanlæg til det norske forsvar. Siden 2015 er Skjold Leir blevet forsynet med varme fra biomasse, mens seneste anlæg i Bardufoss blev sat i drift i marts 2017.

Baggrund

Det nordnorske Forsvarsbygg er en del af det Norske forsvar, hvor deres primære opgave er at vedligeholde og indkøbe ejendomme til forsvaret.

To af forsvarets lejre, Bardufoss Rusta Leir og Skjold Leir, beliggende i det nordlige Norge, syd for Tromsø, har begge fået installeret flisanlæg fra Linka.

Anlægget i Bardufoss er det femte og hidtil største anlæg, Linka leverer til det nordnorske Forsvarsbygg. Hermed er vi leverandør på samtlige af forsvarets biomasseanlæg i Nordnorge.

Bardufoss Rusta Leir

Et stort 4.300 kW varmtvandsanlæg, med en 12.000 kW bioolie backup og nødstrømsgenerator, sikrer varme til den norske base, som har et årligt forbrug på 15 GWh. Kedelanlægget er beregnet til flis med op til 40 % fugt. Hermed bliver der fordampet store mængder vand under forbrændingen, og kedlen er derfor udstyret med kakler.

Sammen med anlægget er der bygget et stort flislager med skraberanlæg, der medvirker til en konstant, stabil brændselstilførsel. 18 skrabere fremfører brændslet til en forsænket tværsnegl, hvorfra flisen transporteres videre til kedlen for afbrænding. Der forventes et årligt forbrug på omkring 21.860 mflis.

Det automatiske askeudtag transporterer aske fra kedlen til en ekstern askecontainer på 20 m3, placeret udenfor bygningen.

Flisanlægget skal blandt andet opvarme flere kaserner samt administrations- og kontorbygninger, der alle er afhængige af varmen i det kolde nord, hvor temperaturen kan komme ned under -40°C. 

Skjold Leir

I nærheden af Bardufoss ligger Skjold Leir som bl.a. huser den norske ingeniørbataljon. Lejren består af seks kaserne, flere sportshaller, administrationsbygning samt en række andre bygninger.

Til at opvarme lejren fik Nordnorske Forsvarsbygg i starten af 2015 installeret et 3.000 kW varmtvandsanlæg fra Linka. Anlægget består yderligere af et stort flislager med skraberanlæg, hvor de 18 skrabere fremfører flisen til en tværsnegl, hvorfra flisen transporteres videre til kedelanlægget.

Til anlægget er der tilknyttet en 5.500 kW oliekedel som backup, i tilfælde af nedbrud på den primære kedel.

Specifikationer

Kunde: Nordnorske Forsvarsbygg
Lokation: Bardufoss, Norge
Brændselstype: Flis
Størrelse: 4.300 & 3.000 kW
Anlægstype: Varmtvandsanlæg
Vil du vide mere om dette projekt?