Flisanlæg: 100 - 15.000 kW

Linkas fuldautomatiske flisanlæg består af et skraberanlæg, som sikrer at anlægget konstant får tilført den rette mængde flis. Anlægget sikrer total udbrænding af flisen og virkningsgrader på op til 96,7 procent.

Varmtvandsanlæg til træflis

Et flisanlæg består af et skraberanlæg, eller en universalcontainer, som placeres i umiddelbar nærhed af flislageret. Ved et skraberanlæg, monteres et antal vandretliggende skrabere, som skal fremføre brændslet til en forsænket tværsnegl for enden af skrabersystemet. Denne snegl overvåges af en fotocelle. Det vil sige, at hvis sneglen ikke er fyldt op, vil de hydrauliske cylindre sørge for at skraberanlægget sættes i gang, og først stopper når sneglen igen er fyldt op med flis. Flisen videreføres herfra i en række skråtstillede snegle direkte til celleslusen, for herefter at blive sneglet ind i kedlens forbrændingskammer.

For enden af skraberanlægget nedstøbes HEB søjler, hvori der monteres en plankevæg oven over tværsneglen. Tværsneglen samt beslag til hydraulik cylindre skal ligeledes nedstøbes.

Hvis kedlen "kalder" på varme sættes indfyringsproceduren i funktion. Det vil sige, at skraberanlægget samt transportsnegle starter. Skraberanlægget vil nu forsyne kedlen med den passende mængde flis for den installerede kedeleffekt. Flismængden kontrolleres af en iltmåler, der hele tiden kontrollerer iltprocenten i røgen.

Produktspecifikationer

Anlægstype: Varmtvandsanlæg/hedtvandsanlæg
Brændselstype: Træflis
Størrelse: 100 - 15.000 kW
Virkningsgrad: Op til 96,7 %

Linka H-kedlen – til træflis

H-kedlen er en cylindrisk, højeffektiv kanalrøgrørskedel i 3-træks eller 5-træks udførelse, beregnet til fyring med biomasse. Kedlen er med glat ildkanal og vandkølede vendekamre, og dimensioneret til at give fuld udbrænding og effektiv udnyttelse af strålingsvarmen i ildkanalen, mens konvektionsvarmen udnyttes mest muligt i de efterfølgende røgrørssektioner.

I fronten af kedlen monteres en bevægelig, vand- og luftkølet trapperist, som modvirker slaggedannelser. Der tilføres opvarmet forbrændingsluft, dels fra bunden (primær luft) og dels fra indfyringsenden (sekundær luft) efter Linkas verdenspatenterede forbrændingsteknik, for at give korrekt turbulens i forbrændingsdelen. Herved afbrændes de udviklede gasser fuldstændig.

Omhyggelig isolering af kedlen med 100 mm mineraluld bevirker, at varmetabet er minimalt. Kedlen er i helsvejst, gastæt udførelse for åbent og lukket anlæg og leveres med studse, flanger og modflanger for fremløb, retur og sikkerhedsstuds. En renseluge for enden af fyrboksen gør rensning og eftersyn af kedlen enkel.

Standard er kedlen designet til varmt vand med et driftstryk på 4 bar, og en max. driftstemperatur på 110º C. H-kedlen kan også laves som hedtvandskedel med en temperatur på f.eks. 160º C, og tilpasset tryk på eksempelvis 10 bar.

En elegant beklædning med blå plastbelagte stålplader giver Linka H-kedlen et tiltalende, moderne design.

Automatiseret brugervenlighed

 

Linka har mange års erfaring med udvikling af den særlige, avancerede fyringsteknologi til træflis og andet biobrændsel. Og i at udnytte teknologien optimalt i forbrændingsanlæg med høj driftssikkerhed og brugervenlighed.

 

Transport af træflisen

I flislageret ved siden af kedelrummet, er der monteret hydraulisk drevne skrabere på gulvet. Skraberne flytter flisen til en tværsnegl under gulvniveau, hvorfra en diagonal transportsnegl fører flisen videre til kedelrummet.

 

Automatisk askeudtag

I bunden af kedlen, er der monteret en rustfri asketværsnegl, som transporterer asken ud til askeskråsneglen. Denne snegl bringer asken videre til en askecontainer, eksempelvis uden for bygningen.

 

Automatisk rensning af røgrør

På kedlen monteres et antal tryktanke med påmonteret skudventiler til luft. Disse skyder luft gennem kedlens røgrør og renser hermed disse. Dette betyder at man meget sjældent skal rense kedlens røgrør manuelt.

El-styring og overvågning

Styring og overvågning af anlægget er baseret på PLC-styring (Programmerbar Logisk Controller). Styringen sikrer en kontrolleret regulering af brændselstilførslen, så der altid kommer maksimal effekt ud af kedlen. Alle setpunkter kan aflæses og omprogrammeres via display. Samtidig kan iltprocenten aflæses kontinuerligt på displayet. Endvidere er der alarm udgang på styringen.

Desuden er der mulighed for at styretavlen kan tilkobles internettet, og tilgås fra pc, tablet eller smartphone. Det giver dig mulighed for fjernsupport fra Linka ved idriftsættelse, vedligeholdelse og driftsforstyrrelser.

Vil du vide mere om dine muligheder?

Vores kvalificerede medarbejdere sidder klar til at rådgive og vejlede dig til den bedste energiløsning med udgangspunkt i dine unikke behov.

Bjarne Løvbjerg
Salg, Danmark

Relaterede løsninger

Langrigg Hall

Siden 2014 har Linka leveret to flisanlæg til det nordengelske gods Langrigg Hall. Det seneste anlæg, et 1.500 kW hedtvandsanlæg, anvendes blandt andet til tørring af flis og papirstrøelse.

Spannarps Säteri

Den svenske hovedgård Spannarps bruger varmen fra et 1.000 kW kombineret halm- og flisanlæg til at opvarme kyllingestaldene, foruden hovedbygningen og deres ejendomme.

Slättäng Gods

På Slättäng Gods har Linka installeret et 950 kW kombineret flis- og halmanlæg, som forsyner 4.000 m2 boliger og kontorlokaler med varme fra vedvarende energi, fra egen produktion.