18-12-2018

Glædelig jul fra Linka!

2018 har været et hæsblæsende år, som har budt på nyt partnerskab, spændende projekter samt besøg fra nær og fjern.

Endnu et år går på hæld, og vi vil i den forbindelse gerne takke alle vores kunder, leverandører og samarbejdspartnere for et fantastisk år!

Travlhed i både ind- og udland

Allerede den 1. februar blev første spadestik taget på det nye 4,5 MW halmvarmeværk i Mørke, og kort tid efter startede arbejdet på et 8 MW halmanlæg i Ryomgård, kun 15 km derfra. Hen over sommeren og efteråret har vi arbejdet på højtryk på at få de nye varmeværker klar, og begge anlæg producerer nu varme til de to byer på Djursland.

Foråret og sommeren blev også brugt på at bygge to 3 MW containerløsninger til det norske forsvar. Installationen af det første anlæg begyndte for nyligt, på en militærbase i det nordligste Norge. I starten af det nye år følger næste anlæg trop.

For lidt over en uge siden sendte vi en 4 MW WID/IED dampkedel til England, som skal producere varme fra biomasseaffald. Vores engelske partner, Manco Energy, har allerede påbegyndt installationen og kedlen forventes at producere varme i starten af det nye år.

Året har desuden budt på spændende projekter for Gjerlev, Ølgod og Aabenraa Fjernvarmeværker, foruden en lang række andre nye og gamle kunder!

Byggepladsen i Mørke (juni 2018)

Byggepladsen i Ryomgård (juni 2018)

Byggepladsen i Nordnorge (december 2018)

WID/IED kedel i England (december 2018)


Nyt partnerskab med Jernforsen

Tilbage i maj kunne vi afsløre et nyt partnerskab med vores svenske kollega, Jernforsen Energi System. Med købet af Jernforsen har Linka sikret sig en stærk partner, med veludviklet teknologi inden for større anlæg, 5 til 35 MW, med afbrænding af biomasse (op til 63 % fugtigt brændsel) og forskellige typer af affald.

Tilsammen er vi branchens mest professionelle leverandør af biomasseanlæg til alle behov. Med to forskellige kernesortimenter, som supplerer hinanden godt, har vi skabt en styrket, fælles platform, på både eksisterende og nye markeder. I det daglige drager vi nytte af vores 35 nye kolleger i det svenske, som vi løbende samarbejder med på tværs af organisationen.

Gæster fra hele verden

2018 har også budt på besøg fra bl.a. Polen, Ukraine, Litauen, Nordamerika og Japan. Sammen med DBDH har vi inviteret en række delegationer på site visits rundt i landet, og præsenteret vores bud på forskellige fjernvarmeløsninger.

Vi har i løbet af året ligeledes haft lejlighed til at hilse på kunder og andre interesserede, på en lang række udstillinger. Vi har bl.a. gæstet Drema i Polen, dyrskuer og fjernvarmeudstillinger i både Danmark og Sverige, samt All-Energy i Skotland, inden vi sluttede af med Agromek i Herning. Planlægningen af 2019 er allerede i fuld gang, og vi opdaterer løbende vores messeoversigt her: Messer.

 

Endnu en gang tak for et fantastisk år. Vi ser frem mod 2019, som uden tvivl bliver et mindst ligeså spændende år. God jul og godt nytår!

Kontorets åbningstider i julen:

Kontoret er lukket fra fredag d. 21. december til onsdag d. 2. januar, begge dage inklusiv.

Vores serviceteam står selvfølgelig klar til at hjælpe med akutte henvendelser - hele julen.
Ring +45 9734 1655.